Siden 2007
Tilbage i 2007 startede parret Annelise Buur Rasmussen og Kim Bredsdorff virksomheden Samsø Landkøkken. Parret havde en souvenirbutik i Ballen Havn og oplevede her en stor efterspørgsel på specialiteter fra Samsø. Dengang fandtes kun Samsø Bær, som lavede syltetøj. Annelise og Kim besluttede sig for, at tage sagen i egen hånd og give turisterne det, som de efterspurgte; lækre, velsmagende og håndlavede gourmet produkter af hovedsageligt samske råvarer. Samsø Landkøkken har specialiseret sig i, at lave håndlavede sirupper, eddiker, olier, kryddersalte, sennep og syltetøj, som nu sælges i specialbutikker rundt om i hele Danmark og Skandinavien.
Annelise og Kim har været inspireret af årstiderne og de lokale råvarer på Samsø. Derudover har de taget smage, krydderier og idéer med hjem fra deres mange udenlandsrejser.
Generationsskifte 2020
D. 1. januar 2020 overtog Philip Hougesen virksomheden Samsø Landkøkken. Philip har sammen med sin hustru Katrine Hougesen og deres datter Sophia boet på Samsø siden sommeren 2017. Philip har siden han kom i havn på Samsø for første gang været meget betaget de lækre samske råvarer, der grundet øens lokation er dyrket i et mildere klima end resten af Danmark. Han startede derfor spisestedet Samsø Madsnedkeri, som han stadigvæk driver. Samsø Madsnedkeri er sidenhen også blevet en produktionsvirksomhed, som blandt andet laver [Kætchup] og BBQ-SOVS. Samsø Landkøkken og Samsø Madsnedkeri deler nu adresse på Tingvej 13. De to virksomheder komplimenterer hinanden rigtig fint med Landkøkkenets traditionspræget klassiske opskrifter - med et twist, og Madsnedkeriets mere "hippe" smage, der følger globale mad-trends.